Kristen identitet
Hvis man slår ordet identitet op i ’Den store danske,’ står der følgende:
”Identitet, anvendes i dagligsproget om de træk ved en person, der tilsammen kendetegner eller afgrænser personen som forskellig fra andre. I denne betydning svarer begrebet på mange måder til 'personlighed' og 'karakter'.”
Det giver da egentlig ret god mening. Min identitet er min helt egen, og lige meget hvor meget andre prøver, kan de aldrig blive 100% som den jeg er. For jeg er mig, og min identitet hjælper mig med at skille mig ud fra mængden, og det kan jeg nu godt lide.


Det der med at man ikke er som alle de andre, og ikke nødvendigvis behøves at gå efter ’gruppen’ hver evig eneste gang de går nogle steder hen, det kan jeg godt lide.
Jeg vil ikke bare være en person der bliver glemt i mængden og ikke kan tage en selvstændig beslutning, og det kan jeg vidst kun takke en ting for. Min tro. Ikke de sociale medier, min familie eller vennerne, jeg mener selvfølgelig har de da haft en påvirkning på mit liv, men min tro har fået mig til at skille mig ud af mængden.
I 7./8. klasse var jeg den eneste kristne i min klasse. Det var en hård kamp, men jeg tror også at det har været sundt for mig, for ellers ville jeg nok ikke kunne stå ved den jeg er, for så ville jeg bare ligne alle de andre.
"Så jeg er ikke kun stærk i tro, men troen har også gjort mig stærk."
